År 985 sejlede Erik til Grønland |
Erik
den Røde
Erik
den Røde
Leif Erikson
|
Eiríkur Þorvaldsson
blev kaldt
rød af en simpel grund; han var rødhåret. Eiríkur den Røde levede i
anden halvdel af det tiende århundrede og omkring 980 sejlede han til et
land mod nordvest fra Island, slog sig ned der og kaldte det Grønland.
Eiríkur havde tre sønner med sin kone Þjóðhildi, Leif, Þorvald og
Þorstein.
Erik den Røde (født ca. 950 på Jæderen i Vestlandet, død ca. 1003 på
Grønland) var en vikingehøvding, der blev leder af nordboerne på
Grønland.
Erik Torvaldson
af Øksne-Torers slægten (kaldet
Erik den Røde).
På islandsk kaldtes han: "Eiríkur
rauði Þorvaldsson"
og på norsk: "Eirik
Raude".
Nordboer i Grønland boede to steder på Grønlands vestkyst, kaldet
Eystribyggð og Vestribyggð. Eystribyggð var mere befolket og Eiríkur
boede der, på Brattahlíð i Eiríksfjörður. Den fjord hedder nu
Tunugdliarfik (Eriks den Rødes Fjord). I begge disse lokaliteter blev
der fundet spor af nordiske bopladser.
|
1706 Þormóðar Torfasons Grønlandskort, et af talrige kort fra det 17.
og 18. århundrede, med Gunnbjarnarsker midtvejs mellem Island og
Grønland. På kortet er vist stednavne fra Eystribyggð på østkysten. |
|
Vikingekortet med deres geografiske viden. Kortet er fra de Islandske
sagaer |
|
Satellitfoto med placering af nuværende byer og lokaliteterne der var en
del af Vesterbygd |
|
Fire grønlandske frimærker udgivet i 1999
|
Erik den Røde
grundlagde to bygder, Østerbygd og Vestbygd. Erik byggede sin gård
Brattahild i Østerbygd.
På frimærkerne ser vi fra venstre mod højre en vikingebåd, en mand med
akut tiltrængt drivtømmer, en pilespids og mønter samt Tjodhildes kirke,
Eriks hustru.
Grundmurene til denne kirke kan stadig ses i dag. I løbet af det 9.
århundrede vandt missionærer konvertitter i Nordeuropa, men Erik den
Røde forblev tro mod sine nordlige guder hele sit liv. Imidlertid blev
hans kone og børn kristne. De havde endda en biskop under
vikingekoloniens guldalder på Grønland.
Der kom flere tilflyttere, og snart var befolkningen nået op på 3000
mennesker
De drev livlig handel med Island og Europa: Pelse og hvalrostænder i
bytte for korn, jern og salt. Grønlands klima var ikke egnet til at
dyrke korn. I 1002 led kolonien en stor epidemi. Sygdommen krævede mange
menneskeliv, Erik den Røde var blandt dem i 1003.
Bostederne
Østerbygd (Eystribyggð):
Østerbygd var den største bosættelse i Grønland i vikingetiden og var
beliggende på østkysten af Grønland. Bosættelsen blev grundlagt omkring
år 985 af Erik den Røde, og den omfattede omkring 400 gårde.
Vestbygd (Vestribyggð):
Vestbygd var den næststørste bosættelse i Grønland og var
beliggende på vestkysten af Grønland. Bosættelsen blev også grundlagt
omkring år 985 af Erik den Røde og omfattede omkring 150 gårde.
Østerbygd (Brattahlíð):
Østerbygd
var den tredjestørste bosættelse i Grønland og var
beliggende i det sydlige Grønland nær dagens by Qassiarsuk. Bosættelsen
blev grundlagt af Erik den Røde og omfattede omkring 100 gårde.
Vikingebosættelserne i Grønland var en serie af bosættelser, der blev
grundlagt af nordiske vikinger i slutningen af det 10. århundrede. De to
største bosættelser var Østerbygd og Vestbygd, beliggende på henholdsvis
øst- og vestkysten af Grønland. Disse bosættelser var grundlagt af Erik
den Røde og var hjemsted for flere hundrede mennesker, der levede af
landbrug, fiskeri og jagt.
En anden vigtig bosættelse var Brattahlíð, beliggende i
det sydlige Grønland nær dagens by Qassiarsuk. Brattahlíð var grundlagt
af Erik den Røde og var hjemsted for omkring 100 mennesker. Den var
kendt for sin kirke og var også et vigtigt handelscentrum.
Disse bosættelser blev opgivet omkring midten af
1400-tallet på grund af en række faktorer, herunder klimaændringer,
økonomiske udfordringer og konflikter med inuitterne. |
Østerbygd (Brattahlíð)
Kort tegnet af Erik Jespersen i 1911, her er indtegnet
ruiner og fundet grav. Herunder ses bygningerne for 64a.
|
Den første kirke som Erik den Rødes hustru Þórhildur (Thjodhildur)
opførte |
Genopført Þórhildur Kirke i Brattahlið |
Brattahlíð eller Brattahlid
(f.
Jorundsdottir)
var Erik den Rødes gård ved Eriksfjorden i
Sydvestgrønland. Gården menes at have ligget i den nuværende grønlandske
bygd Qassiarsuk.
Ifølge
Grønlendinga saga og Eiríks saga rauða slog Erik den Røde sig omkring
985 ned i Sydvestgrønland og etablerede sin gård Brattahlið i den
sydlige af de to grønlandske bygder, Østerbygden. Brattahliðs.
Beliggenheden har blandt nordboarkæologer alment været anerkendt som den
nuværende bygd Qassiarsuk, siden den islandske filolog Finnur Jónsson i
1898 udgav artiklen "Grønlands gamle Topografi efter Kilderne" i
Meddelelser om Grønland. Imidlertid er den præcise beliggenhed af
nordbogårdene i Grønland endnu omdiskuteret, idet den norrøne bosættelse
ophørte i midten af 1400-tallet, og der således ikke er en norrøn
stednavne-kontinuitet i landet.
Thjodhildurs kirke i Brattahlið
I år 2000
gennemførtes i anledning af 1000 års festlighederne en genopbygning af
den såkaldte Thodhildurs kirke i Brattahlið.
De Islandske sager fortæller, at det var Grønlands første kristne kirke,
og derfor også den første kirke på den vestlige halvkugle, blev bygget
ved Brattahlið af Erik den Rødes hustru, Thjodhildur.
Legenden
Ifølge sagalitteraturen og historiske kilder foretog Erik den Rødes
hustru
Þórhildur
(Thjodhildur)
en rejse til Rom
i midten af det 11. århundrede. Þórhildur var en kristen kvinde, og hun
var bekymret for sin egen sjæl og for sjælene af de mennesker, der boede
i Grønland.
Ifølge sagnet bad Þórhildur sin mand, Erik den Røde, om tilladelse til
at rejse til Rom og besøge paven for at bede om hans velsignelse og for
at bede om missionærer til Grønland. Erik den Røde gav sin tilladelse,
og Þórhildur rejste til Rom sammen med sin søn Leif Erikson.
Det er ikke klart, om denne rejse faktisk fandt sted, da
der er meget få historiske kilder, der bekræfter den.
Det er også muligt, at nogle af detaljerne i sagnet er overdrevne eller
rent faktisk er opfundet.
Sagalitteraturen og sagnet om Þórhildurs rejse til Rom har haft en
betydelig indflydelse på Grønlands historie og på den grønlandske
identitet og selvforståelse. |
Tøvemursresterne af kirken i Brattahlið,
den første kristne kirke på den vestlige halvkugle
1999 frimærke med Þórhildur Kirke i Brattahlið.
Tegnet af Jens Rosing. Forstørret gengivelse.
Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid. 2011 Dagligmærke. |
Hvalsø Kirke |
|
Nordbokirke fortæller usædvanlig historie
Arkitekturhistoriker fandt stenbygge-kunst af høj
kvalitet i 1300-talskirke på Grønland.
Hvalsø Fjords Kirke er det bedst bevarede vidnesbyrd om nordboernes
stenbyggeri. Derfor vakte 1300-talskirken fra den tidligere Østerbygd i
Sydgrønland interesse allerede hos præsten Hans Egede i 1721 og er siden
undersøgt talrige gange.
I sommeren 2015 var
historikeren for arkitektur Thomas
Bertelsen fra Danmarks Kirker, Nationalmuseet i København
deroppe som fortæller.
”Kirken ved Hvalsø Fjord overraskede mig med den enestående
bevaringsgrad og den høje kvalitet af stenbyggeriet.
Hvalseyjarfjord kirke (også Hvalsø Kirke) er ruinen af en
gammel nordbokirke, som ligger ved den forladte boplads
Thjodhildarstadir ved Hvalseyjarfjorden (Qaqortukulooq), ikke langt fra
Qaqortoq (Julianehåb), som er Sydgrønlands største by.
Hvalseyjarfjord kirke
En detalje i arkitekturen daterer den til at være opført
meget tæt på år 1300. Den ligger i det område, som Erik den Røde gav
navnet Austurbygd (Østerbygden), da vikingerne etablerede sig på
Grønland ca. år 985.
Trods 700 års vejrlig står den stort set intakt. Det
vidner om et særdeles solidt byggeri og det til trods for, at alle
stenene er af forskellig form og størrelse. Så byggefolkene bag den her
kirke har virkelig vidst, hvad de gjorde,” fortæller Thomas Bertelsen.
”Hvalsø Fjords Kirke står med meterhøje mure, sirligt
opbyggede vindues- og dørpartier og mangler kun taget.
Der er ikke fundet spor af en ældre kirke under den, men
den kan trods dette have haft mere ydmyge forgængere.
|
Hvalsø Kirke
I Flatøbogen, som er nedskrevet ca. 1390 på Island står
Hvalseyjarfjord kirke opført som nr. 11 af 12 kirker i Østerbygden.
Kirken menes at have været benyttet til hen mod slutningen af
1400-tallet. Kirkeruinen er den bedst bevarede bygning fra
nordboerperioden, og den er særdeles godt bygget af kvadersten, hvilket
er grunden til, at der endnu er noget bevaret.”
Kirkens ydre mål er 16 x 8 meter.
|
Bispesædet Garðar |
Luftpostbrev sendt fra bygden Igaliko nord for
Julianehåb, sendt 18. august 1969 til København. Afsender er Annesofie
Egede, Igaliko,
Pr. Julianehåb, Grønland
|
Igaliko
/ Igaliku
er en mindre bygd i Sydgrønland, beliggende ved bunden af
Igaliku-fjorden ca. 34 km nordøst for Narsaq. Bygden hører til Narsaq
Kommune. Nordboerne kaldte stedet for Garðar, og det var her de havde
deres bispesæde. Igaliku blev grundlagt i 1782 af nordmanden Anders
Olsen og hans hustru, grønlænderen Tuperna.
Ses på indbyggertallet i Igaliku
1951: 140
1955: 125
1965: 96
1975: 71
1999: 37
Så antallet af breve der er sendt fra bygden må antages
at være ganske sparsomt - måske få styk om ugen.
Luftfoto af bispesædet i Garðar
Bispestav og -ring fundet i Garðar.
Selvom stenene fra nordboernes bygninger i stort omfang er genbrugt til
huse og veje i Igaliku, er ruinerne endnu meget omfattende. Garðar, der
egentlig betyder "Gårde" eller "Gårdene", har tydeligvis været en
relativt stor bebyggelse med Garðar Domkirke, boliger, stalde, lader,
folde, pakhuse, indhegninger, et vandingssystem, kilde og diverse mindre
huse. Nordboernes største stalde er fundet her – med plads til over 100
køer.
I et lille siderum ved kirkens kor har man fundet resterne af en af
Garðars bisper; han var begravet med sin bispestav og -ring.
De mest markante ruinrester er en kombineret stald og
lade samt den såkaldte Tiendelade. Desuden er også ruinen af et pakhus
nær havnen samt på en lille ø i fjorden ligger en ret stor ruin af et
pakhus.
Drikkevandskilden ligger stort set, som den må have set ud i nordboernes
tid, og den fungerer endnu i dag som bygdens vigtigste vandforsyning. |
Fund under udgravningen af bispesædet i Garðar, det
øverste af bispestaven og en bispeguldring. Garðar hedder i dag Igaliku
|
Leif Eriksson
Leif
den Lykkelige |
|
Leif Eriksson – Leif den Lykkelige
Erik den Røde fik fire børn. Hans anden søn Leif Eriksson
blev født omkring 970. Hans død gives ca. 1020. Han var sandsynligvis
den første europæer, der trådte på nordamerikansk jord. Der er rapporter
om, at ukendte islændinge allerede havde nået Nordamerika i 985.
Grønlands saga krediterer også Bjarni Herjolfsson som opdager af det
amerikanske kontinent. Han havde til hensigt at sejle fra Island til
Grønland, men storme blæste ham ud af kurs, angiveligt i 986. Bjarni
Herlufsson siges at have observeret flade kyster med små bakker og
endeløse skove uden is og gletsjere.
Leif Erikssons landgang i Nordamerika i år 1000 (eller
1001) er rapporteret af Adam af Bremen i et manuskript skrevet i 1076,
som anses for troværdigt af mange forskere. Der er også en mulig grund
til, at Leif vil finde dette land: Han siges at have købt Bjarnas skib,
for derefter at sejle på sydvestlig kurs med 36 mand.
Hans far Erik den Røde havde til hensigt at følge ham, men så faldt han
fra en hest og gjorde ondt i benet. Da han betragtede dette som et
dårligt varsel, blev han hjemme. Først nåede Leif Labrador, som han
kaldte "Stoneland". Dernæst kom han til Newfoundland og kaldte det
"skovland".
Beboelsen består af 3 komplekser, hvert bestående af et
beboelseshus og et værksted. Husene har en størrelse på ca. 4 x 3.5
meter. Smedene i husene A, B og C. Jern blev udvundet af myremalm i hus
B [eskimoer og indianere havde ikke kendskab til jernudvinding].
D kompleks beboelse hus. I F-G komplekset blev der udført reparation af
skibe, og arkæologerne fandt mange nagler, som var blevet udskiftet.
Ved smedjen H, som ligger på den anden side af bækken,
blev fundet slagger og små jernfragmenter. I den nordlige ende fandt man
i en skråning en grube, som var 70 cm dyb, 2.3 m lang og 1.1 m bred.
På bunden af gruberne fandt man sod og trækul samt et stort antal
strandsten, der tydeligt havde ligget i ilden. Sådanne kogegruber var
også kendt fra Grønland. En kulstof 14-datering af ildstedet angav år
1030 +/- 70 år.
Vikingebopladsen L'Anse aux
Meadows
Inden de begyndte at undersøge New Foundland, havde Ingstads udforsket
kystområderne langs New England og Nova Scotia til fods, fra båd og fra
fly. Endelig kom de til en plet, som på et kort fra 1670 var angivet som
"Promontorium Windlandiae. Det blev hurtigt klar for Ingstad, at der var
tale om resterne af gammel nordisk beboelse.
I årene 1961-1968 gennemførtes internationale arkæologiske ekspeditioner
til L'Anse aux Meadows med deltagelse af norske, islandske og canadiske
videnskabsmænd. Disse ekspeditioner resulterede i fund af otte huse samt
resterne af et niende hus. Der er fundet 3 lag i beboelsen, hvoraf det
nederste stammer fra en vikingetidsbeboelse. Størsteparten af fundene,
ca. 2.000 objekter - er rester fra træ, som er blevet bearbejdet med
jernværktøj. I de islandske sagaer skrives, at man bragte træ og planker
med tilbage til Grønland. |
|