• Bogtryk
• Stålstikstryk
• Offsettryk

Bogstaver og billeder kan trykkes på fem forskellige måder:

1. I såkaldt Højtryk, hvor trykfarven overføres på materialet (oftest papir) fra ophøjede partier på tryklegemet (fx fra blytyper, træsnit eller klicheer). Højtryksteknikken, som i fagsprog normalt kaldes "bogtryk", har til almindeligt satstryk været enerådende fra Johann Gutenbergs tid og frem til slutningen af 1700-tallet.

2. I såkaldt Plantryk, hvor trykfarven overføres på materialet (oftest papir) fra en flade, hvorpå kun de farvebærende partier ved hjælp af en kemisk proces afgiver tryk (fx litografi og offset). Plantryk blev blandt ældre bogtrykkere kaldt fladtryk og blev lanceret i slutningen af 1700-tallet.

3. Endvidere Skabelontryk, hvor farven overføres igennem et afmasket materiale (fx silkestof).

4. I såkaldt Dybtryk, hvor farven overføres på materialet (oftest papir) fra fordybninger i tryklegemet (fx plader til kobberstik og metalvalser til rasterdybtryk i rotationspresser).
   
   Fælles for ovenstående klassiske trykarter er, at tryklegemet har fysisk kontakt med materialet. En femte trykart har siden 1980'erne vundet større og større udbredelse i trykkerierne, og i dag er den under den løse betegnelse digitaltryk ved at dominere al kommerciel trykning. Det drejer sig om:
    

5. Den kontaktfri trykning. printteknologien, hvor trykfarven sprøjtes et materiale, eller hvor en tonerfarve fæstnes elektrostatisk til materialet, (fx laserprint og forskellige slags inkjetteknikker og termografiske teknikker). Trykmaskiner og printere til digitaltryk repræsenterer en nutidig udvikling af plantryksteknikken.

Danske frimærker
Er trykt hovedsageligt i tre trykmetoder som bland samlerne kaldes for:
Bogtryk, Stålstik og Offset.
Der er dog også anvendt litografi

Bogtryk i vestlig forstand betyder tryk i en trykpresse fra indfarvede blytyper og klicheer i en bogtrykpresse. Siden udbredelsen af stentryk o. 1800 og det senere offset ca. 1960 skelnes der i fagkredse mellem "bogtryk", som fortsat defineres som en højtryksform, hvor trykket overføres fra et indfarvet højrelief på trykformen (fx blytyper og klicheer) – modsat tryk fra indfarvede Solnhofensten i litografisk tryk eller tilsvarende, indfarvede og præparerede plader i offset, i plantryk.

I hverdagssprog anvendes ordet "bogtryk" ofte vildledende om enhver slags tryksag fra et "bogtrykkeri", hvad mange grafiske virksomheder stadig kalder sig, hvis de bl.a. trykker bøger, uanset at de producerer bøgerne i helt andre, nyere teknikker, fx printteknologi. Her beskrives kortfattet udviklingen frem til vore dages teknologi.

Bogtrykte frimærker
Her er anvendt Højtryksmetoden, hvor trykfarven trykkes på papiret ved at farve lægge på de højeste falder af trykpladen.

Stålstikstrykte frimærker
Her er anvendt Dybtryksmetoden, hvor trykfarven trykkes på papiret ved at farve presses ned i trykpladens fordybning.
Dette set tydeligt ved at trykfarven ligger som høje punkter eller linjer på papiret.

Ulempen for både højtryk og dybtryk er at trykplan til frimærker skal der fremstille en antal matricer der er ens - ofte er disse fremstillet i bly. Da bly er forholdsvis et blødt materiale opstår der en nedslidning i form af skævheder og der kommer hurtigt materiale ned i fordybningerne - hvorved en del af de varianter som er kendte er opstået. 

Offsettrykte frimærker
Her er anvendt Plantryksmetoden, hvor trykfarven trykkes på papiret ved hjælp at en roterende trykvalse og farve overføres til papiret. Er motivet med flere farver, anvendes der en trykvalse for hver farve.

Fordelen ved offsettryksmetoden er hastighed og det er nemt at styre trykket således at de enkelte ark er ens. Motivet der trykkes er nemt at gengive 100 % ens på en tynd stålplade og med farve opdelte stålplader for hver enkelt farve.