1. april 1851 kom Danmarks første frimærke. Dermed var enhedsportoen indført i stedet for en beregnet porto ud fra vægt og afstand.
Men vejen dertil var alt andet end fredelig. Indførelsen af det første danske frimærke, det berømte 4 Rigsbankskilling, var kulminationen på en intens politisk og samfundsmæssig debat. Det var en kamp, der udspillede sig i Rigsdagens sale og i avisernes spalter i kølvandet på Grundloven af 1849. Det handlede ikke blot om porto, men om store principper som statslig kontrol, økonomisk lighed, modernisering, fri postforsendelse og tilliden mellem borger og stat. Dette kompendium tager dig med på rejsen fra det gamle systems dyre og besværlige bureaukrati til fødslen af det moderne danske postvæsen.
Læs mere om trykket af frimærkerne:
Hvordan skelnes mellem ferslews- og thielestryk
Det gamle system: En dyr og uretfærdig ordning
I 1840’erne var det en bekostelig affære at kommunikere i Danmark. Brevportoen var kaotisk, da prisen afhang direkte af både brevets samlede vægt og den specifikke vejlængde, det skulle transporteres. Systemet var baseret på, at det var modtageren, der betalte portoen ved levering. Hvis modtageren nægtede at tage imod brevet eller ikke kunne betale, led postvæsenet et økonomiske tab.
For almindelige mennesker var posten reelt utilgængelig; omkring 1840 kostede det en hel dagløn for en almindelig arbejder blot at sende et enkelt brev. Det betød, at skriftlig kommunikation var forbeholdt eliten. Generalpostdirektionen kiggede blandt andet mod England, der i 1840 havde indført verdens første frimærke (“Penny Black”), for at finde en mere enkel og effektiv takseringsform.
Lovforslaget fremlægges (Oktober 1850)
Mandag den 21. oktober 1850 mødte Folketingets Rigsdagsmedlemmer ind til det 10. møde i Rigsdagstidenden.
Formanden tog ordet og meddelte, at han fra Finantsministeren havde modtaget “Udkast til Lov angaaende Postforsendelser”.
Lovudkastet lagde op til en radikal forenkling: en ensartet enhedsporto for breve i hele landet samt indførelsen af frimærker til at frigøre forsendelsen. Lovteksten indeholdt detaljerede taksttabeller for vægt og forsendelsestyper (pakker, dokumenter og værdipapirer), hvilket markerede overgangen til et topmoderne og standardiseret takstsystem.
Den politiske debat: Mellemled og unødig tvang
Lovforslaget udløste straks en ophedet debat mellem folketingsmedlemmerne Christian Henrik Hansen, N.F.S. Grundtvig, Niels Sørensen og Balthazar Christensen. Diskussionen drejede sig om økonomi, fri postforsendelse og frygten for et voksende bureaukrati.
Niels Sørensen argumenterede for, at en reform med fri eller forenklet postforsendelse kunne fjerne dyre og unødvendige mellemled i staten. Han spurgte retorisk i salen:“Hvis der var gratis postforsendelse, ville hele dette unødvendige mellemled [amtsforvalterne] være fuldstændig overflødigt. Hvor meget hurtigere ville skattekronerne så ikke kunne nå frem til deres rette formål?”
Det helt store stridspunkt blev dog regeringens forslag om at opkræve 4 skilling for et brev med frimærke, men hele 6 skilling, hvis man insisterede på at betale kontant på postkontoret. Flere politikere så denne prisforskel på 2 skilling som en socialt uretfærdig “bøde” og statslig tvang over for den fattige befolkning. Balthazar Christensen, formand for Bondevennernes Selskab, udtrykte det således:
“Det forekommer mig ubilligt at belaste den Fattige, som kun sjældent sender et Brev, med en Forhøielse af Portoen, blot fordi han ikke er i Besiddelse af de nye Frimærker eller ikke forstaaer at bruge dem.”
Folketingsmedlem H.A. Clausen bakkede op om skepsissen over for den nye opfindelse:
“Man kan ikke forlange, at Menigmand strax skal have Tillid til, at et lille Stykke Papir, klistret paa et Brev, har samme Værdi og Sikkerhed som de rede Penge, afleveret i Postmesterens egen Haand.”
Omvendt forsvarede J.A. Hansen prisforskellen med, at posthusene ville sande til i tidsspildende kontantafregninger, hvis man ikke pressede befolkningen økonomisk til forudbetaling.
Postreform. Ved Lovforslaget, som er bleven forelagt Landsthinget angaaende Nedsættelse af Brevportoen og Betalingen for Forsendelser med Pakkeposten, have Finantsministeren og Postdirectionen erhvervet sig et nyt Krav paa Anerkjendelse for de omfattende og gjennemgribende Forandringer og Lettelser, som Loven indeholder, og der i flere Henseender fortjener Folkets fulde Paaskjønnelse. Da Portoen nu er nedsat til 4 a 6 Rbd., ville alle Forsendelser med Fragtvogne, Reisende og Skippere falde bort, og Befordringen med Posten tiltage i betydeligt Omfang.
Kilde: Avisklip fra ”Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende”.
Lovens vedtagelse og reformens argumenter
Den 11. marts 1851 bar regeringens benhårde argumentation frugt. Rigsdagen vedtog Lov Angaaende Postforsendelser, som blev stadfæstet af Kong Frederik VII. Loven skulle træde i kraft den 1. april 1851. På baggrund af debatten og at der tidligere kunne sende breve som var tjenestelig gratis – dette forsatte og blev afløst af tjenestefrimærker som kom med postloven af 1. april 1871.
Hvorved at indtægten for tjenestebreve kom i postvæsnets kasse.
Hvem havde ret til at sende breve uden betalt porto?
Retten var strengt forbeholdt officielle, tjenstlige formål og omfattede blandt andre:
- Regeringen og ministerierne: Centraladministrationen i København.
- Domstole og politimyndigheder: Herunder amtmænd, dommere og herredsfogeder.
- Militæret: Hæren og flådens afdelinger samt kommandanter.
- Kirken og skolevæsenet: Biskopper, provster og i visse tilfælde lokale præster og skolekommissioner (når det var i rent officielle ærinder).
- Kommunale myndigheder: Sogneforstanderskaber (senere sogneråd).
Reformatorerne vandt argumentationen på tre hovedområder:
- Økonomisk effektivitet: Forudbetaling med frimærker fjernede postvæsenets risiko for tab ved uindløste breve.
- Social lighed: Enhedsportoen på 4 skilling gjorde det uafhængigt af afstand. Efter skoleloven af 1814 kunne langt flere danskere skrive, og posten blev nu tilgængelig for den brede befolkning.
- Økonomisk incitament: Rabatsystemet (4 vs. 6 skilling) skulle tvinge befolkningen over i det nye system. For de velhavende gav staten rabat ved køb af et helt ark med 100 frimærker til 4 rigsdalere.
Breve blev portofrit ved at påtegne dem “Fri”, “Tjenstlig”, “Kongelig Tjeneste” eller “K.T.”.
Modtagelsen, medierne og det kongeløse design
Selvom loven var vedtaget, mødte det nye system dyb folkelig mistillid. Mange borgere brød sig ikke om at aflevere breve i en anonym postkasse med en lille mærkat; man frygtede, at brevene ville “blive væk” uden den direkte menneskelige kontakt med en postfunktionær. Finansielle konservative frygtede desuden, at de lavere takster på lange distancer ville ruinere statskassen. Dertil kom det praktiske besvær: Frimærkerne blev udgivet som utakkede mærker, dette kom i 1863.
Pressen fulgte sagen tæt og dækkede satirisk de nye “frimærker”. Avisen Berlingske Tidende måtte i marts 1851 bringe officielle vejledninger for at uddanne den skeptiske befolkning i, hvordan man overhovedet brugte systemet. Mange borgere betalte i starten de 2 skilling ekstra i ren protest for at bevare den personlige betaling.
Et sidste stort diskussionsemne var frimærkets motiv. Mens briterne afbildede Dronning Victoria, valgte den danske regering bevidst ikke at afbilde Kong Frederik VII. Det skyldtes to årsager:
- Sparehensyn: Det var teknisk sværere og langt dyrere at indgravere et detaljeret kongeportræt, der beskyttede mod forfalskning, end enkle heraldiske symboler.
- Respekt for monarkiet: Datidens embedsmænd fandt det dybt stødende, at befolkningen skulle spytte på bagsiden af kongens hoved for at fugte limen, for bagefter at slå et tungt, sort blækstempel tværs over hans ansigt – afstempling og dermed annullere frimærket.
Derfor fik Danmarks første frimærke i stedet rigsvåbenets symboler – en kongekrone, et sværd og et scepter – og der gik helt indtil 1904, før Christian IX blev den første danske konge på et frimærke. Trods den oprindelige modstand meldte aviserne hurtigt om stor succes, og den billigere porto betød, at befordringen med posten eksploderede i omfang. Det lille frigørelsesmiddel havde sejret.
Views: 5