Han blev kaldt ”røde” af en simpel grund; han var rødhåret. Eiríkur den Røde levede i anden halvdel af det tiende århundrede og omkring 980 sejlede han til et land mod nordvest fra Island, slog sig ned der og kaldte det Grønland. Eiríkur havde tre sønner med sin kone Þjóðhildi, Leif, Þorvald og Þorstein.
Erik den Røde (født ca. 950 på Jæderen i Vestlandet, død ca. 1003 på Grønland) var en vikingehøvding, der blev leder af nordboerne på Grønland. Erik Torvaldson af Øksne-Torers-slægten (kaldet Erik den Røde). På islandsk kaldtes han: “Eiríkur rauði Þorvaldsson” og på norsk: “Eirik Raude“.
Nordboer i Grønland boede to steder på Grønlands vestkyst, kaldet Eystribyggð og Vestribyggð. Eystribyggð var mere befolket og Eiríkur boede der, på Brattahlíð i Eiríksfjörður. Den fjord hedder nu Tunugdliarfik (Erik den Rødes Fjord).
På begge disse lokaliteter blev der fundet spor af nordiske bopladser.
Erik den Røde
Erik den Røde grundlagde to bygder, Østerbygd og Vestbygd. Erik byggede sin gård Brattahlíð i Østerbygd.
På frimærkerne ser vi fra venstre mod højre en vikingebåd, en mand med akut tiltrængt drivtømmer, en pilespids og mønter samt Tjodhildes kirke samt Eriks hustru Tjodhildes kirke.
I løbet af det 9. århundrede vandt missionærer konvertitter i Nordeuropa, men Erik den Røde forblev tro mod sine nordlige guder hele sit liv. Imidlertid blev hans kone og børn kristne. De havde endda en biskop under vikingekoloniens guldalder på Grønland. Resterne af denne kirke kan stadig ses i dag i form af en hestskoformet jordvold fra græstørvene – se foto herunder.
Der kom flere tilflyttere, og snart var befolkningen nået op på 3000 mennesker.
De drev livlig handel med Island og Europa: Pelse og hvalrostænder i bytte for korn, jern og salt. Grønlands klima var ikke egnet til at dyrke korn. I 1002 led kolonien en stor epidemi. Sygdommen krævede mange menneskeliv. Erik den Røde var blandt dem i 1003.
Der er udgivet mange frimærker med Erik den Røde og Leif Eriksson (Leif den Lykkelige), herover er vist et lille udvalg.
Bostederne
Østerbygd (Eystribyggð): Østerbygd var den største bosættelse i Grønland i vikingetiden og var beliggende på østkysten af Grønland. Bosættelsen blev grundlagt omkring år 985 af Erik den Røde, og den omfattede omkring 400 gårde. Østerbygden hedder i dag Igaliku og var her bispesædet i Garðar lå.
Luftfoto af bispesædet i Garðar.
Vestbygd (Vestribyggð): Vestbygd var den næststørste bosættelse i Grønland og var beliggende på vestkysten af Grønland. Bosættelsen blev også grundlagt omkring år 985 af Erik den Røde og omfattede omkring 150 gårde. Vestbygd er ikke en by i dag, men var placeret i Godthåbsfjorden.
Østerbygd (Brattahlíð): Østerbygdvar den tredjestørste bosættelse i Grønland og var beliggende i det sydlige Grønland nær dagens by Qassiarsuk. Bosættelsen blev grundlagt af Erik den Røde og omfattede omkring 100 gårde. Herunder ses kort tegnet af Erik Jespersen i 1911, her er indtegnet ruiner og fundet grav. Brattahlíð hedder i dag Qassiarsuk.
Vikingebosættelserne i Grønland var en serie af bosættelser, der blev grundlagt af nordiske vikinger i slutningen af det 10. århundrede. De to største bosættelser var Østerbygd og Vestbygd, beliggende på henholdsvis øst- og vestkysten af Grønland. Disse bosættelser var grundlagt af Erik den Røde og var hjemsted for flere hundrede mennesker, der levede af landbrug, fiskeri og jagt.
En anden vigtig bosættelse var Brattahlíð, beliggende i det sydlige Grønland nær dagens by Qassiarsuk. Brattahlíð var grundlagt af Erik den Røde og var hjemsted for omkring 100 mennesker. Den var kendt for sin kirke og var også et vigtigt handelscentrum.
Disse bosættelser blev opgivet omkring midten af 1400-tallet på grund af en række faktorer, herunder klimaændringer, økonomiske udfordringer og konflikter med inuitterne.
Brattahlíð eller Brattahlid var Erik den Rødes hustru, Þjóðhildur (f. Jorundsdottir), og hans gård ved Eriksfjorden i Sydvestgrønland. Gården menes at have ligget i den nuværende grønlandske bygd Qassiarsuk.
Bygden blev der tildelt eget poststempel og var underlagt posthuset i Narsaq. Øverste stempel er Qagssiarssuk pr. Julianehåb. Nederst Qassiarsuk underlagt Narsaq posthus.
Ifølge Grønlendinga saga og Eiríks saga rauða slog Erik den Røde sig omkring 985 ned i Sydvestgrønland og etablerede sin gård Brattahlið i den sydlige af de to grønlandske bygder, Østerbygden – Brattahliðs.
Beliggenheden har blandt nordboarkæologer alment været anerkendt som den nuværende bygd Qassiarsuk, siden den islandske filolog Finnur Jónsson i 1898 udgav artiklen “Grønlands gamle Topografi efter Kilderne” i Meddelelser om Grønland. Imidlertid er den præcise beliggenhed af nordbogårdene i Grønland endnu omdiskuteret, idet den norrøne bosættelse ophørte i midten af 1400-tallet, og der således ikke er en norrøn stednavne-kontinuitet i landet.
Thjodhildurs kirke i Brattahlið
I år 2000 gennemførtes i anledning af 1000 års festlighederne en genopbygning af den såkaldte Thjodhildurs kirke i Brattahlið.
Dronning Margrethe er døbt Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid og opkaldt efter Thjodhildur.
Legenden om pilgrimsrejsen til Rom
Ifølge sagalitteraturen foretog den berømte vikingekvinde Gudrid Thorbjørnsdatter (Gudrid den Vidtforne) en pilgrimsrejse til Rom i midten af det 11. århundrede. Gudrid var en tidlig kristen konvertit, som havde levet i både Island, Grønland og Nordamerika. Efter hendes mand Thorfinn Karlsefnis død og efter, at hendes søn Snorre havde overtaget slægtsgården på Island, drog hun afsted på sin store pilgrimsfærd.
Sagnet fortæller, at hun vandrede hele vejen gennem Europa for at besøge paven og modtage hans velsignelse. Rejsen foregik dog uden Erik den Rødes tilladelse, da han var død lang tid forinden (omkring år 1003). Hun rejste heller ikke med Leif Eriksson, men drog afsted senere i livet som enke. Da hun vendte hjem til Island igen, opførte hun en kirke og levede resten af sit liv som nonne.
Det er historisk usikkert, om rejsen til Rom reelt fandt sted, da sagaerne er de eneste skriftlige kilder til begivenheden. Nogle detaljer kan være overdrevne eller opdigtede over tid. Ikke desto mindre har sagalitteraturen og fortællingen om Gudrids usædvanlige rejser på tværs af Atlanten og det europæiske kontinent haft en enorm betydning for den nordiske historie samt den islandske og grønlandske identitet.
Nordbokirke fortæller usædvanlig historie
Arkitekturhistoriker fandt stenbyggekunst af høj kvalitet i 1300-talskirke på Grønland.
Hvalsø Fjords Kirke er det bedst bevarede vidnesbyrd om nordboernes stenbyggeri. Derfor vakte 1300-talskirken fra den tidligere Østerbygd i Sydgrønland interesse allerede hos præsten Hans Egede i 1721 og er siden undersøgt talrige gange.
I sommeren 2015 var historikeren for arkitektur Thomas Bertelsen fra Danmarks Kirker, Nationalmuseet i København deroppe som fortæller.
”Kirken ved Hvalsø Fjord overraskede mig med den enestående bevaringsgrad og den høje kvalitet af stenbyggeriet.
Hvalseyjarfjord kirke (også Hvalsø Kirke) er ruinen af en gammel nordbokirke, som ligger ved den forladte boplads Thjodhildarstadir ved Hvalseyjarfjorden (Qaqortukulooq), ikke langt fra Qaqortoq (Julianehåb), som er Sydgrønlands største by.
Hvalseyjarfjord kirke
En detalje i arkitekturen daterer den til at være opført meget tæt på år 1300. Den ligger i det område, som Erik den Røde gav navnet Austurbygd (Østerbygden), da vikingerne etablerede sig på Grønland ca. år 985.
Trods 700 års vejrlig står den stort set intakt. Det vidner om et særdeles solidt byggeri og det til trods for, at alle stenene er af forskellig form og størrelse. Så byggefolkene bag den her kirke har virkelig vidst, hvad de gjorde,” fortæller Thomas Bertelsen.
”Hvalsø Fjords Kirke står med meterhøje mure, sirligt opbyggede vindues- og dørpartier og mangler kun taget.
Der er ikke fundet spor af en ældre kirke under den, men den kan trods dette have haft mere ydmyge forgængere.
Hvalsø Kirke
I Flatøbogen, som er nedskrevet ca. 1390 på Island står Hvalseyjarfjord kirke opført som nr. 11 af 12 kirker i Østerbygden. Kirken menes at have været benyttet til hen mod slutningen af 1400-tallet. Kirkeruinen er den bedst bevarede bygning fra nordboerperioden, og den er særdeles godt bygget af kvadersten, hvilket er grunden til, at der endnu er noget bevaret.”
Kirkens ydre mål er 16 x 8 meter.
Igaliko / Igaliku er en mindre bygd i Sydgrønland, beliggende ved bunden af Igaliku-fjorden ca. 34 km nordøst for Narsaq. Bygden hører til Narsaq Kommune. Nordboerne kaldte stedet for Garðar, og det var her de havde deres bispesæde. Igaliku blev grundlagt i 1782 af nordmanden Anders Olsen og hans hustru, grønlænderen Tuperna. Selv med få indbyggere i bygden blev der tildelt eget poststempel som i perioder har været underlagt posthuset i Narsaq og Julianehåb/Qaqortoq.
Udvikling i indbyggertallet i Igaliku
1900: 60 indbyggere
1950: 146 indbyggere (bygdens historiske højdepunkt)
1977: 70 indbyggere
1980: 54 indbyggere
1990: 65 indbyggere
2000: 49 indbyggere
2005: 41 indbyggere
2010: 31 indbyggere
Så antallet af breve, der er sendt fra bygden, må antages at være ganske sparsomt – måske få styk om ugen.
Bispestav og -ring fundet i Garðar.
Selvom stenene fra nordboernes bygninger i stort omfang er genbrugt til huse og veje i Igaliku, er ruinerne endnu meget omfattende. Garðar, der egentlig betyder “Gårde” eller “Gårdene”, har tydeligvis været en relativt stor bebyggelse med Garðar Domkirke, boliger, stalde, lader, folde, pakhuse, indhegninger, et vandingssystem, kilde og diverse mindre huse. Nordboernes største stalde er fundet her – med plads til over 100 køer.
I et lille siderum ved kirkens kor har man fundet resterne af en af Garðars bisper; han var begravet med sin bispestav og -ring.
De mest markante ruinrester er en kombineret stald og lade samt den såkaldte Tiendelade. Desuden er også ruinen af et pakhus nær havnen samt på en lille ø i fjorden ligger en ret stor ruin af et pakhus.
Drikkevandskilden ligger stort set, som den må have set ud i nordboernes tid, og den fungerer endnu i dag som bygdens vigtigste vandforsyning.
Leif Eriksson – Leif den Lykkelige
Erik den Røde fik fire børn. Hans anden søn Leif Eriksson blev født omkring 970. Hans død gives ca. 1020. Han var sandsynligvis den første europæer, der trådte på nordamerikansk jord. Der er rapporter om, at ukendte islændinge allerede havde nået Nordamerika i 985.
Grønlands saga krediterer også Bjarni Herjolfsson som opdager af det amerikanske kontinent. Han havde til hensigt at sejle fra Island til Grønland, men storme blæste ham ud af kurs, angiveligt i 986. Bjarni Herjolfsson siges at have observeret flade kyster med små bakker og endeløse skove uden is og gletsjere. Beboelsen består af 3 komplekser, hvert bestående af et beboelseshus og et værksted. Husene har en størrelse på ca. 4 x 3.5 meter. På kortet ses smedene i husene A, B og C. Jern blev udvundet af myremalm i hus B [eskimoer og indianere havde ikke kendskab til jernudvinding]. Der var et beboelseshus i kompleks D. I F-G komplekset blev der udført reparation af skibe, og arkæologerne fandt mange nagler, som var blevet udskiftet. Ved smedjen H, som ligger på den anden side af bækken, blev fundet slagger og små jernfragmenter. I den nordlige ende fandt man i en skråning en grube, som var 70 cm dyb, 2.3 m lang og 1.1 m bred.
På bunden af gruberne fandt man sod og trækul samt et stort antal strandsten, der tydeligt havde ligget i ilden.
Sådanne kogegruber var også kendt fra Grønland. Kulstof 14-dateringen af ildstedet angav år 1030 +/- 70 år.
Leif Erikssons landgang i Nordamerika i år 1000 (eller 1001) er rapporteret af Adam af Bremen i et manuskript skrevet i 1076, som anses for troværdigt af mange forskere. Der er også en mulig grund til, at Leif vil finde dette land: Han siges at have købt Bjarnas skib, for derefter at sejle på sydvestlig kurs med 36 mand.
Hans far Erik den Røde havde til hensigt at følge ham, men så faldt han fra en hest og gjorde ondt i benet. Da han betragtede dette som et dårligt varsel, blev han hjemme. Først nåede Leif Labrador, som han kaldte “stoneland”. Dernæst kom han til Newfoundland og kaldte det “skovland”.
Vikingebopladsen L’Anse aux Meadows
Inden de begyndte at undersøge Newfoundland, havde parret Ingstad udforsket kystområderne langs New England og Nova Scotia til fods, fra båd og fra fly. Endelig kom de til en plet, som på et kort fra 1670 var angivet som “Promontorium Windlandiae. Det blev hurtigt klar for Ingstad, at der var tale om resterne af gammel nordisk beboelse.
A. Beboelse
B. Beboelse
C. Udhus
D. Beboelse
E. Værksted
F. Beboelse
G. Værksted
H. Smedje
I årene 1961-1968 gennemførtes internationale arkæologiske ekspeditioner til L’Anse aux Meadows med deltagelse af norske, islandske og canadiske videnskabsmænd. Disse ekspeditioner resulterede i fund af otte huse samt resterne af et niende hus. Der er fundet 3 lag i beboelsen, hvoraf det nederste stammer fra en vikingetidsbeboelse. Størsteparten af fundene, ca. 2.000 objekter – er rester fra træ, som er blevet bearbejdet med jernværktøj. I de islandske sagaer skrives, at man bragte træ og planker med tilbage til Grønland.
Views: 42